Hvornår får babyer tænder? En overlevelsesguide til udmattede forældre

Det er tirsdag, klokken er 03:14 om morgenen i et koldt og fugtigt London, og jeg står i vores køkken med en halv, halvfrossen økologisk gulerod. Min datter – den ene halvdel af min toårige tvillingepakke, men dengang kun knap syv måneder gammel – tygger imidlertid ikke på den lovpriste rodfrugt, men derimod med overraskende stor aggressivitet på min venstre pegefinger. En hip forældreblog havde aftenen forinden rådet mig til at give hende meget hårde, afkølede grøntsager for at lindre hendes ømme gummer, hvilket i min uendelige udmattelse virkede som en genial idé. Hvad bloggen dog glemte at nævne, var det alarmerende faktum, at selv fuldstændig tandløse kæber kan præstere en forbløffende mængde kraft. Efter få minutters entusiastisk sutten knækkede et anseligt stykke af guleroden af. Den absolutte panik, der fulgte derefter – en desperat fisken efter gulerodsstykket i svælget på mit skrigende barn i det blege, flakkende lys fra emhætten – har uden tvivl gjort mig mindst fem år ældre.

Det var i præcis det øjeblik, jeg besluttede, at de velmenende husråd fra internettet sandsynligvis en dag ville få mig smidt i fængsel eller indlagt på den lukkede. Når man som nybagt, søvnmangelfuld forælder for første gang opdager, at ens eget barn gradvist forvandler sig til en vred, savlende gremlin, falder man uundgåeligt ned i et dybt sort hul af halve sandheder, tvivlsomme råd og ren desperation.

Den mytiske tidsplan, som alligevel ingen overholder

Engang mellem tredje og tolvte levemåned stiller man uundgåeligt sig selv det store spørgsmål: Hvornår begynder dette cirkus egentlig for alvor? Slår man op i de gængse bøger om børneopdragelse, præsenteres man altid for denne vidunderligt ordentlige, næsten militærisk skemalagte tidsplan, der forsøger at bilde en ind, at den første tand vil bryde frem gennem tandkødet på slaget til seksmånedersdagen. Vores børnelæge, Dr. Evans – en mand, der kronisk ser ud, som om han har desperat brug for fire ugers ferie på en øde ø – fik mig dog hurtigt på andre tanker, da jeg delte mine bekymringer over vores fuldstændig asynkrone tidsplan.

Med tvillinger har man den tvivlsomme fornøjelse at kunne udføre et direkte, uvidenskabeligt sammenligningsstudie hjemme i sin egen stue, hvilket kun gør det endnu mere tydeligt, hvor absurde disse medicinske tidsplaner i virkeligheden er. Datter nummer et besluttede sig for at presse sine små, barberbladsskarpe isbjerge af nogle fortænder frem af underkæben i en alder af knap fem måneder. Hendes søster bevarede derimod sit charmerende, tandløse vingummi-smil indtil kort efter sin etårs fødselsdag, hvilket i perioder fik mig til seriøst at tvivle på eksistensen af hendes tandanlæg. På et tidspunkt kommer de øvre fortænder angiveligt, efterfulgt af sidetænderne og til sidst de frygtede hjørnetænder og kindtænder, som ifølge min slørede erindring om denne mørke tid forårsager en grad af smerte, jeg ikke engang ville ønske for min værste fjende.

Dr. Evans forklarede mig under en rutineundersøgelse med et træt suk, at naturen er fuldstændig ligeglad med gennemsnitsværdierne i mine forældrebøger. Alt mellem tredje og attende måned er helt normalt, så længe der bare på et eller andet tidspunkt dukker noget hvidt op i munden.

Myter og fakta i et uendeligt hav af savl

Det sværeste ved hele denne fase er faktisk ikke selve barnets smerte, men derimod den konstante, nagende usikkerhed om, hvad der egentlig foregår. Fordi hele denne proces skæbnesvangert nok falder sammen med den periode, hvor babyer mister deres medfødte immunforsvar, og vi forældre begynder at made dem med pureret pastinak, får tænderne skylden for absolut alt. Baby er i dårligt humør? Det er tænderne. Baby vil ikke sove? Tænderne. Baby har kastet en byggeklods efter katten? Helt sikkert tænderne.

Der er dog et par ting, som vores læge meget tydeligt afkræftede som absolutte ammestuehistorier. I årevis var jeg overbevist om, at en frembrydende tand i kæben uundgåeligt ville føre til dramatisk høj feber og flere dages diarré. Ifølge lægevidenskaben, eller i det mindste ifølge Dr. Evans' meget pragmatiske vurdering, forårsager selve frembruddet af en tand aldrig feber over 38,5 grader. Det, der i virkeligheden sker, er langt mere banalt: Det konstante tyggeri på potentielt bakteriefyldte genstande (hvad enten det er beskidte næver, familiens hunds hale eller barnevognens hjul) kombineret med stressen fra tandfrembruddet, svækker det i forvejen skrøbelige immunforsvar. Det gør barnet til lidt af en svamp for enhver vuggestue-virus, der kommer forbi. Det vidunderlige, røde udslæt på numsen hænger oftest bare sammen med introduktionen af overgangskost, og ikke med en eller anden skummel tandgift, som min svigermor engang forsøgte at bilde mig ind.

Hvad der til gengæld er helt reelt, er savlet. Jeg vidste i teorien godt, at en baby, der får tænder, savler lidt mere, men ingen havde forberedt mig på den enorme mængde. Vi taler ikke om et par våde dråber, men om en konstant, ustoppelig kilde af væske, der gennembløder T-shirts, lagner og forældrenes stolthed på få minutter. Denne evige flod af fugt ødelægger ikke kun garderoben, men opbløder også den sarte hud omkring munden, hvilket fører til et ildrødt, kløende udslæt. En sundhedsplejerske gav os dengang det råd at smøre helt almindelig, renset brystvortecreme (lanolin) omkring munden for at skabe en vandafvisende barriere. Utroligt nok fungerede det meget bedre end alle de absurd dyre cremer fra apoteket.

Hvorfor visse velmenende råd er livsfarlige

Så mens man traver frem og tilbage i stuen klokken 4 om morgenen med et grædende, febervarmt og savlende lille menneske i armene, bliver man uundgåeligt modtagelig over for ethvert tænkeligt, endda esoterisk, forslag til en løsning. Men lige præcis her bliver jeg nødt til at trække grænsen. Nogle af de ting, man får anbefalet af andre forældre med et vidende nik, er ikke bare ubrugelige, de er direkte farlige.

Lad os tage en snak om ravhalssmykker. En eftermiddag sad jeg i en af disse fugtigt varme mødregrupper i Nordlondon, mens en far ved navn Julian, iført ualmindeligt rene hørbukser, i hele tyve minutter forklarede mig, hvordan babyens kropsvarme frigiver æterisk ravsyre fra halskæden, som derefter trænger gennem huden og ind i blodet, hvor det angiveligt udretter sande mirakler. Jeg nikkede høfligt, stirrede på den tætsiddende kæde om halsen på hans datter, og kunne kun tænke på de iskolde advarsler fra skadestuelægerne.

Det er for mig en komplet gåde, hvordan vi som art har overlevet, når vores første reaktion på smerte er at binde en stærk snor med hårde perler, som nemt kan sluges, rundt om halsen på et otte måneder gammelt spædbarn, der endnu ikke engang har fuld kontrol over sine egne armbevægelser. Kvælningsfaren er ikke bare en vandrehistorie, det er en reel risiko – for slet ikke at tale om faren for, at kæden knækker, og barnet indånder perlerne. Hvis du absolut insisterer på at omgive dit barn med helbredende sten, så læg dem for min skyld i et vitrineskab i gangen og håb på gode vibrationer, men hold dem venligst langt væk fra dit babys luftveje.

Det samme gælder de berygtede hårde fødevarer. Efter min gulerods-episode, hvor hjertet nærmest stoppede, bandlyste vi strengt alle rå grøntsager fra børnenes umiddelbare rækkevidde. I stedet gik vi over til blødere, en anelse mindre livstruende alternativer, der ikke satte opkastningsrefleksen på helt så hård en prøve.

Vores beskedne redningskranse i savl-tsunamien

Da vi havde sorteret de livsfarlige metoder fra, var vi nødt til at finde måder, hvorpå vi kunne lindre vores døtres smerte (og forhindre vores eget mentale sammenbrud) uden at ende på skadestuen. Kulde og modtryk er i sidste ende de eneste to ting, der for alvor gør en forskel – om end ofte kun i få, dyrebare minutter.

Sagen om den rigtige temperatur: Til at starte med lagde vi bideringe i fryseren, fordi vi tænkte: "Jo koldere, jo bedre." Det resulterede i et hysterisk skrig, da den stenhårde, frosne ring øjeblikkeligt frøs fast til min datters sarte underlæbe. Et helt almindeligt køleskab er mere end nok til at lindre hævelsen, uden at man risikerer at fremprovokere førstegradsforfrysninger.

Vi brugte en mindre formue på forskellige tyggeredskaber i denne tid, men i sidste ende var det kun ganske få ting, der rent faktisk virkede. Hvis du leder efter noget, der ikke udsætter dit barn for kvælningsfare, så kig efter bløde, fleksible materialer. Vores absolutte redning var en bidering af silikone med struktur, som vi ejede adskillige af. Den er fri for giftige blødgørere, kan – modsat mange tøjdyr – nemt vaskes af, og den overlevede endda fasen, hvor mine døtre begyndte at bruge den som et slags kasteskyts på tværs af stuen. Knopperne på overfladen gav åbenbart lige netop den form for modtryk mod det irriterede tandkød, som de havde brug for, til i det mindste at holde op med at græde i en halv time ad gangen.

Et andet, fuldstændig undervurderet redskab i vores arsenal var absurd store mængder af stofbleer. Gode stofbleer i økologisk bomuldsmuslin er ikke bare en "nice-to-have" i denne fase, men livsnødvendige, hvis man vil undgå at skifte hele barnets sæt tøj fem gange om dagen, fordi kraven på bodystockingen er savlet våd helt ned til navlen. De er stærkt absorberende, tørrer hurtigt og kan ved behov også sagtens laves om til en fugtig, kølig vaskeklud, som babyen kan tygge på, hvis bideringe kategorisk afvises i øjeblikket.

Vi afprøvede også denne frugtsut af silikone, som kan fyldes med frossen frugt. For at være helt ærlig: Den fungerer fantastisk til at lindre smerterne og undgå dramaer om at blive kvalt i gulerødder, fordi børnene sikkert kan sutte på noget koldt. Men den efterfølgende rengøring – at pille opblødte, klistrede bananrester ud af mikroskopiske silikonehuller – kræver en buddhistisk munks tålmodighed og resulterede jævnligt i, at jeg stod bandende og svovlende over vasken. Et fantastisk koncept, men bestemt ikke for sarte sjæle under opvaskerutinen.

I de virkelig slemme nætter, hvor hverken kulde eller omsorg hjalp, gav vi efter aftale med vores læge af og til en alderssvarende dosis flydende paracetamol. For det gavner absolut ingen, hvis hele familien må undvære søvn tre nætter i træk.

Den uundgåelige kamp om det første tandbørstningsforsøg

Som om dramaet med tandfrembruddet ikke i forvejen var udmattende nok, medfører det øjeblik, hvor den første lille hvide spids endelig viser sig, et helt nyt problem: mundhygiejne. Lægernes instruks lyder, at der fra den allerførste tand skal børstes tænder to gange dagligt, hvilket lyder dejligt professionelt i teorien. I praksis betød det ugevis af wrestling-kampe på puslebordet, hvor jeg med en silikone-fingertandbørste forsøgte at prikke rundt i munden på et ekstremt vredt lille menneske, der vred sig som en ål på land.

Det føltes helt absurd at skulle rense dette millimeterstore stykke tandemalje med en seriøsitet, som var jeg i gang med at restaurere et antikt kunstværk, alt imens min datter gjorde sit bedste for at bide min finger af. Men disse bløde fingerbørster – gerne let fugtede og uden stærkt smagende tandpasta – var faktisk gode til blidt at massere resten af det stadig ømme tandkød med, så snart de havde vænnet sig til den mærkelige procedure.

Hvis du lige nu befinder dig på dybt vand i denne fugtige, larmende og søvnløse fase, kan jeg kun udtrykke min dybeste, oprigtige medfølelse. Det er en udholdenhedsprøve, der til sidst, omkring toårsalderen, når sit endelige, grusomme klimaks med de bagerste kindtænder. Forbered dig grundigt, køb stort ind af bløde klude og sikre tyggemuligheder, og træk vejret dybt ned i maven. Opgradér jeres hjemlige pleje-arsenal, inden du midt om natten desperat forsøger at pakke isterninger ind i vaskeklude.

Jeres desperate spørgsmål, halvt om halvt besvaret (FAQ)

• Hvordan ved jeg, om det virkelig er tænderne og ikke bare en dårlig periode?
  Ærligt svar: Nogle gange ved man det simpelthen ikke. Men hvis du observerer, at dit barn savler i liter, konstant propper knytnæverne i munden, har blussende røde kinder og vågner grædende om natten uden grund, er chancerne ret store. Hvis feberen stiger til over 39 grader, eller der opstår kraftig diarré, så skyd dog ikke længere skylden på tandkødet, men ring til din læge – for så er der formentlig tale om en vaskeægte vuggestue-bakterie.
• Hjælper de der homøopatiske tandfrembrudspiller virkelig?
  Min læge trak bare på smilebåndet med et træt blik, da jeg spurgte ham, og antydede, at sukker nok beroliger børnene kortvarigt, men ikke har nogen reel medicinsk effekt. Hvis det hjælper dig til at føle, at du gør "noget", så skader de vel ikke direkte. Personligt synes jeg, at en kølig bidering og et kram var langt mere effektivt end små piller, men i de nætter, hvor man vandrer hvileløst op og ned ad gangen klokken 3 om morgenen, prøver man som bekendt alt.
• Hvorfor er hjørne- og kindtænderne så meget værre end de første tænder?
  Forestil dig, at du skubber en tyk, sløv kasse gennem en alt for lille dør, i stedet for en flad, skarp kniv. Kindtænder har en stor, bred overflade, der med stort besvær og utrolig langsomt skal mase sig vej op gennem tandkødet. Da det blev mine tvillingers tur til dem, græd de ikke bare – de så ud, som om de betvivlede selve meningen med livet. Kulde og lindrende massage er helt afgørende her.
• Skal jeg virkelig børste den allerførste, knapt synlige tand?
  Desværre ja. Så snart emaljen bryder overfladen, kan bakterier fra mælk eller mos angribe den. Du behøver dog ingen kæmpe tandbørste i de første måneder. En blød fingertandbørste af silikone er mere end rigeligt til at tørre belægningen væk med, og den er desuden meget mindre skræmmende for et barn, der i forvejen har det elendigt.
• Kan jeg give min baby en våd vaskeklud til at tygge på?
  Det var faktisk et af de absolut bedste råd, vi fik dengang! En ren vaskeklud (helst af ren økologisk bomuld), som er dyppet i koldt vand og vredet let, tilbyder en fantastisk tekstur, som babyen kan tygge på i timevis. Den køler blidt, klør det irriterede tandkød på præcis de rigtige steder og udgør absolut ingen kvælningsfare.